Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Referat juni 2021

Referat fra møde i forældrebestyrelsen d. 15.06.2021 kl 19.00 - 21.00

Sted: Søstjernen.

Mødedeltagere: 

Forældre repræsentanter: Berit Kristensen, Kristina Nielsen, Dorte Larsen, Louise Nygård Jepsen, Maia Larsen. 
Line Lauersen(sup).  
Personale repræsentanter: Tina Michelsen og Julie Appel Rasted.
Pædagogisk leder: Lone Hartmann 
Leder: Mette Buus.

Dagsorden:

Info – ang. ansættelsessamtaler:

Ansættelsessamtaler i Mikkelsbro den 14. juni. Frederikke, Natasha, Kathrine, alle tre nyuddannede pædagoger og alle tre starter op den 1. august. 
Mht. søstjernen er der pt opslået en medhjælperstilling og en pædagogstilling. 

Tema for 2021 – forældresamarbejde:

Læreplan, forældremøder, pædagogisk dag og forældremøde. 
Budskabet var at tydelighed og en klar ramme for samarbejdet er en hjørnesten for succes. At signalere mulighed for dialog er en fordrende faktor. 

Evaluering af den pædagogiske læreplan – v, Lone og Mette:

Forældre: hvad har i af input til den styrkede Læreplan? – hvad har i brug for?
Det ligger personalegruppe meget på sinde at skabe en god evalueringskultur. Hvert team har en udgave af EVA’s håndbog til selvevaluering. Efter hvert læreplanstema (4 uger) evalueres der ud fra materialet i håndbogen. Der arbejdes ud fra fokuspunkter, som udvælges ud fra de konkrete teamtikker, der kunne opstå. Det kunne være fx være ’Det overordnede børnesyn’. Værktøjet hjælper personalet til at have en faglig bevidsthed og en opmærksomhed på ’hvad går godt’ og ’hvor går mindre godt’. Det opleves at værktøjet er super godt.    

Kostpolitik:

Alle biddrager til en fælles skriv og udmelding.
Der er udarbejdet et skriv, som bliver sendt ud via Aula, sammen med fødevarestyrelsens ’Gi’ Madpakken en hånd’

Budget og børnetal:

Budgettet kommer til at lægge over det forventede, hvilket skyldes at de opsigelser, der har været skal have deres feriepenge med. Dette er helt inden for rammen.
Børnetallet i Søstjernen: Er stigende, hvilket er meget glædeligt. Børnetal Mikkelsbro: 20 børn i vuggestue (venteliste i øjeblikket, hvilket også er meget positivt), Minimidt: 22, Midt: 20, Øst: 24. Tallene vidner om en stor tilslutning til Børnehuset Nørre Åby.

Nyt fra Søstjernen og Mikkelsbro:

Mikkelsbro: 
Overordnet arbejder alle stuer ud fra læreplanstemaet natur, ude liv og science.

Vuggestuen: har lavet 4 værksteder – 4 voksne og 5 børn pr. voksen. Den sidste voksen er ”flyver”, dvs. en praktisk voksen der skifter bleer, ordner køkken m.m. så de øvrige voksne ikke skal få fra deres fordybelse med børnene. 2 af værkstederne er ude, på tur eller på legepladsen. 1 eller 2 er inde eller på træværkstedet i børnehaven. Der bliver arbejdet ud fra læreplanstemaet mandag til torsdag og det er de samme 5 børn der er i grupperne mandag til torsdag.

Mini Midt: har fokus på at støtte de nye børnehavebørn og deres familier i at få en god og tryg start i børnehavelivet. Børnene er delt i 3 mindre spise- og aktivitetsgrupper. I de små spisegrupper har børnene deres faste plads, så det er trygt og forudsigeligt hvor de skal spise formiddagsmad og frokost.
Eftermiddagsmaden spises i fællesskab i vores uderum, hvor de børn som sover til middag igen er sammen med deres venner, som har været på legepladsen i middagsstunden.

Vores formiddagsaktiviteter knytter sig tæt til periodens læreplanstema natur, science og ude liv. Børnene har gåpåmod og lyst til at lege og lære og være med i de aktiviteter vi tilbyder. Vi har de seneste uger haft fokus på dyr. Vi har bl.a. læst fortællinger om dyr og været på jagt efter dyr i sansekasser (kasser med f.eks. ris eller tørrede bønner, hvor børnene skal finde små gemte dyr.)
Onsdag er vores ugentlige tur dag og den har også budt på ”findeleg” efter dyr, som havde gemt sig på fodboldbanen. Til stor morskab for både børn og voksne.

Når Midt har bål dag nyder vi godt af, at blive inviteret med som gæster rundt om bålet og det er et fællesskab, som der bliver talt meget begejstret om.

Midt: arbejder i små og store grupper. Nogle dage er der fokus på læreplanstemaet, andre dage er der fokus på legerelationer og trivsel for børnene. Mandag og tirsdag er de ofte inddelt i 3 grupper. Om onsdagen er vi på tur med 12 børn og kun delt i 2 grupper og med naturen som fokus. Torsdag er det bål dag. Her har alle børnene på stuen mulighed for at deltage og ellers kan de frit lege på legepladsen og senere være med til at nyde det vi har lavet på bålet.

Øst: er om mandagen på fælles gåtur med natur som fokus. Onsdag har vi bål og bål mad. Mandag til torsdag laver vi til børnenes store glæde og forundring science forsøg. Her kan nævnes æg i forskellige lager og med frugtfarve, æg der bliver til hoppebolde, cola & mintpastiller der giver små eksplosioner, blomster der skifter farve, dansende rosiner m.m. Vi deler drengene og pigerne op i 2 grupper om torsdagen. Drengene skal på heldagstur til krattet, hvor der er bålhygge og fokus på leg og relationer bland børnene. Samme fokus har vi hos pigerne, der skal starte et ”så og spire” projekt i børnehaven. 

Vi har overordnet altid fokus på at børnene skal gøres klar til skole. At de får nogle færdigheder såsom at vente på tur, små opgaver, samling med rim og remser, vi taler om årstid, dage, former, farver m.m. og med stor fokus på at have et godt fællesskab og at være en del af fællesskabet, fungere godt socialt, være en god ven og lære at løse konflikter.

Søstjernen: 
Mini-Krabberne: har i forbindelse med læreplanstemaet; kultur, æstetik og fællesskab, lavet dialogisk læsning med ”Totte og Lotte”. Vi har prøvet kræfter med trylledej og formet vores egne Totte og Lotte figurer, som stolt er blevet bragt hjem. 
Vi har været på strandtur med samme rekvisitter, som Totte og Lotte har med på stranden. Her valgte vi hvilke roller, vi hver især ville have fra historien og legede os igennem fortællingen. Vi var endda så heldige, at få besøg af en ægte hund, som selvfølgelig fik rollen, som Lottes hund, Bella. 
I de sidste par uger af læreplanstemaet, har vi fokus på Mimbo Jimbo og alle hans venner. ”Mimbo Jimbo laver kunst” er ligeledes omdrejningspunktet for vores læreplansfestival i slutningen af juni. 

På Hajstuen: har vi den sidste tid hørt eventyret om rødhætte, mange gange og med forskellige slutninger. Vi har snakket om hvad et eventyr er. Vi har lavet dukketeater om rødhættehistorien og klædt os ud og leget rødhætte.
Vi snakker om forskellighed, hvordan vi er forskellige bl.a. ud fra den fine plakat i gangen.
Vi er nu i gang med sankt hans og laver hekse. Alle laver en lille heks til dukketeater og vi laver sammen et stort hoved til heksen i Føns.

Vuggestuen: 
I læreplansteamet æstetik, kultur og fællesskab, har vi bla arbejdet med fri for mobberi, bamsevenner og hvordan man er en god kammerat. Derudover har vi malet med kroppen, hænderne og pensler, for at se de mønstre de forskellige ting giver. Vi har også haft fokus på fra jord til bord, hvor vi har plantet jordbær, kartofler og ærter og holdt øje med om de er vokset hver dag.
Vi følger børnenes spor og mærker hvordan stemningen er blandt børnene.
I næste uge starter vi på Mimbo Jimbo laver kunst, som er en del af kultur, æstetik og fællesskabet i festivalen

Evt. :

  • Et nyt fælles logo for hele børnehuset Nørre Aaby. I den forbindelse hermed drøftes det om man kunne nytænke navnene på de forskellige afdelinger i Mikkelsbro. 
  • En snak om hvordan nye medarbejdere kan præsentere sig selv på Aula.  
  • Der er kommet et forslag fra en forælder om, at man igen kan tage ud til børnefødselsdag i hjemmene. Det har vi drøftet i bestyrelsen og vi kan i den grad se, værdien i den slags børnefødselsdage. Desværre er der en økonomi i den slags, som primært går på transporten, som gør at det bliver en svær prioritering. Desuden bakker vi op om at man inviterer udenom børnehaven i fx Tusindårsparken.